OM MIG

Kristian J. Ellingsøe

De Tidlige År

 

Med opvækst på Islands Brygge fandt jeg min musikalske interesse ved slutningen af folkeskoletiden. Med syngende forældre og søskende var hjemmet prydet med musik. Der har altid stået et klaver i hjemmet på Bryggen, hvor ved jeg brugte mange timer på at aflytte de melodier som jeg nu hørte rundt omkring

- og huske dem via et hjemmelavet besværligt nodesystem.

 

Jeg har siden hen udviklet stærke basale færdigheder på de 'standard' instrumenter, såsom bas, trommer og guitar. Interessen blev dog hovedsageligt ved klaveret, hvor jeg har spillet klassiske værker, specielt fra Frederich Chopin, og nyder nu for tiden revysange, viser, ragtimeklavr og melodier fra 1900-1930'ers underholdningsorkestre i Amerika.

Min far på klaver spillende sammen med min farfar på harmonika.

 

Harmonikaspil og Dansk musik

 

For min fars side af familien var musikken en vigtig del af fællesskabet. Jeg erindrer ikke en større familiesammenkomst hvor der ikke har været en fællessunget vise, et lille skuespil, eller levende musik i baggrunden. Det var ikke utænkeligt at nogen ville opføre "Manden på risten", iført falsk skæg og slidte klæder, for de små - og harmonikaen var altid til stede når der skulle danses om juletræet.

 

Desværre døde min farfar, farvehandler Egil Ellingsøe, juleaften 2010. De følgende år følte jeg, at der manglede en glød juleaften, hvilket gjorde at jeg besluttede for at tage endnu et instrument op - harmonikaen. Siden hen er jeg blevet grebet af at formidle de gamle danske sange for andre og give dem muligheden for at træde ind i det hyggelige, glade og traditionelle Danske univers.